Danske domænenavne bliver i stigende grad brugt til ulovlig e-handel og andre krænkelser på internettet. Dansk Internet Forum (DIFO), der ejer DK Hostmaster, sætter med en offentlig høring d. 6. juni fokus på, hvordan DIFO kan bidrage til at bekæmpe ulovligheder på den danske del af internettet.
”Vi ønsker, at det danske .dk domæne skal være blandt de bedste og reneste i verden samtidig med, at vi ikke vil gå på kompromis med retssikkerheden for alle vores lovlige brugere. Derfor vil vi drøfte med det danske internetsamfund, hvordan vi håndterer misbrugere af vores domænenavne” siger bestyrelsesformand i DIFO Henrik Udsen.
I dag kræver suspension af et domænenavn typisk en afgørelse fra Klagenævnet for Domænenavne eller domstolene. Kun i helt særlige situationer, fx ved phishing, malwarespredning og typosquatting, hvor en person ulovligt har forsøgt at indhente betalingsdata, sprede virus eller oprette snyde-domænenavne, griber DIFO ind på egen hånd. Spørgsmålet er, om DIFO skal gribe ind i flere tilfælde? Eller om DIFO omvendt helt skal overlade det til domstolene og klagenævnet at træffe beslutning om suspension af danske domænenavne?
På høringen d. 6. juni 2016 vil disse spørgsmål blive drøftet med det danske internetsamfund.
”Vi har stor interesse i at høre, om det danske internetsamfunds holdning til disse emner har ændret sig. Særligt på baggrund af nogle af de sager, der har været på det seneste. Vi vil ligeledes gerne have input til, hvordan vi kan bidrage til at bekæmpe ulovlige aktiviteter på den danske del af internettet” siger administrerende direktør i DK Hostmaster Jakob Truelsen.
På høringen vil der også blive diskuteret hvordan DIFO skal validere brugeroplysninger bag domænenavne, og hvorvidt DIFO skal udlevere oplysninger om anonyme personer til fx andre privatpersoner, virksomheder, fagforeninger og efterretningstjenester.
Synspunkter og debat fra høringen vil blive taget med i DIFO’s bestyrelses løbende arbejde med at opretholde .dk domænet som et af de sikreste og mest troværdige domæner i verden.
Fakta:
• Høringen finder sted d. 6. juni 2016 kl. 9-15 på Marriott Hotel, København
• Tilmelding kan ske til Malene Hansen på mha@dk-hostmaster.dk