DK Hostmaster i Kontant

Torsdag aften var DK Hostmaster i DR’s udsendelse Kontant. Udsendelsen handlede om det stigende antal danskere, som bliver snydt på nettet. Det er et problem, som vi i DK Hostmaster er meget opmærksomme på. Her kan du læse mere om, hvad vi gør for at komme fup-hjemmesiderne til livs.

Hvor mange danskere bliver fuppet?

En undersøgelse fra Deloitte viser, at hver 10. dansker mellem 18 og 60 år er blevet fuppet til at købe falske varer på nettet i 2016. Vi ved ikke hvor stor en del af disse køb, som er foretaget på .dk-domænenavne. Vi har dog indgået et tæt samarbejde med politiet om, hvordan vi sammen med andre i internetsamfundet kan bidrage til bekæmpelsen af internetkriminalitet, og vi overdrager løbende domænenavne til beslaglæggelse hos politiet.

Antal domænenavne vi har overdraget til politiet:

2. halvår 2015: 6 stk.

1.halvår 2016: 516 stk.

2. halvår 2016: 184 stk.

Hvordan sikrer DK Hostmaster, at folk opgiver den rette identitet, når de opretter et domænenavn?

I DK Hostmaster foretager vi en validering af identiteten på alle, der opretter et domænenavn. Det gør vi bl.a. for at forhindre kriminalitet på nettet.

Siden marts 2015 er alle danske kunder blevet valideret mod CPR- eller CVR-registret. Derudover sender vi breve ud til alle registranter, så de ved, at de står som registrant på et domænenavn.

Du vil derfor altid modtage et brev med posten, hvis en identitetstyv vil bruge dine oplysninger til at oprette et domænenavn. Får du et brev fra DK Hostmaster om, at du står som den, der har registreret et domænenavn, og det ikke er dig, så skal du kontakte os omgående – så sletter vi domænenavnet med det samme og undgår på den måde misbrug. 

Er DK Hostmasters identitetskontrol god nok?

Vi er meget opmærksomme på den øgede kriminalitet på nettet, og vi er ved at se på, hvordan vi kan forbedre identitetskontrollen af vores kunder.

Vi arbejder nu med at indføre NemID for danskere til validering af deres identitet.

For udlændinge arbejder vi på at indføre en risikovurdering på baggrund af information fra internationale databaser, der bedre kan identificere mulige svindlere bag falske navne, når de søger om at oprette et .dk-domæne.

Fup-hjemmesider er et globalt problem, og der findes ingen perfekt løsning til at komme det til livs. Med de nye tiltag gør vi det markant sværere at svindle på .dk-domænet, men vores løsninger kommer ikke til at løse alt.

Vi forventer, at de nye initiativer træder i kraft sommeren 2017.

Hvorfor skal kunderne ikke aktivt bekræfte oprettelsen af et domænenavn med en aktiveringskode, når de modtager ordrebekræftelsen?

Det en meget langsommelig proces, der ikke lever op til manges forventninger i et digitalt samfund. Samtidig ved vi, at der er mange lande i verden, hvor posten ikke altid kommer frem.

I sommer afholdte vi en høring om bekæmpelse af internetkriminalitet, hvor vi drøftede de forskellige muligheder for identitetskontrol med internetsamfundet. Heller ikke her var der opbakning til forslaget.

Vi arbejder derfor nu på de førnævnte løsninger med NemID og risikovurdering af udenlandske kunder. Vi har over 700.000 kunder, hvor langt størstedelen er lovlydige. For os er det vigtigt, at de alle nemt og hurtigt kan oprette et .dk-domænenavn. Med de nye tiltag skærper vi samtidig sikkerheden, og derfor mener vi, at det er en bedre løsning end en aktiveringskode sendt med posten.

Hvad kan du selv gøre?

Når du som forbruger handler på nettet, er der en række ting, du kan være opmærksom på, for at undgå at blive snydt.

Læs en række gode råd sikker e-handel her

Er uheldet alligevel ude, er det altid en god ide at tage fat i din bank, der nogle gange kan hjælpe dig med at få dine penge igen. Læs mere hos Nets

 

Fakta om DK Hostmaster

  • DK Hostmaster er administrator for domænenavne, der ender på .dk.
  • Et domænenavn er en adresse på internettet, som finder den rigtige e-mail eller hjemmeside for internetbrugeren.
  • Vi administrerer en database over alle 1,3 mio. .dk-domænenavne, som bl.a. indeholder information om, hvem der ejer brugsretten til domænenavnet.
  • Vi sørger for, at infrastrukturen på .dk-domænet er tilgængelig for alle internetbrugere.
  • DK Hostmaster er ansvarlig for en hjemmesides adresse, altså domænenavnet, men ikke det indhold som ligger på den givne hjemmeside.
  • DK Hostmaster har ikke ret til at lukke domænenavnet for en hjemmeside med ulovligt indhold uden en dommerkendelse fra politiet.

 

Copyright 2016 All Rights Reserved.